Dine øjne tåler ikke Læseprøve
Preben Haarup

PREBENHAARUP.DK

Læseprøve (3. kapitel)

 

I det gryende lys dukkede en lang, tilsandet stensætning op. Bag bølgebryderen viste et enormt havneanlæg sig; i bassinerne lå rustne skibsvrag, her og der stak lange, tavse kanoner op af sandet, på kajen stod udbrændte, pansrede køretøjer. Under et molehoved strittede bagenden af en korroderet personbil op, som om en eller anden havde fået nok af krigen, varmen og galskaben og med fuldt overlæg var kørt ud derfra.

Inden han tog af sted, havde han tænkt, at det undervejs ville blive spændende at undersøge de levn fra den fortidige civilisation, han kun havde læst om eller set illustrationer af. Men han ejede hverken kræfter eller interesse længere, og mens de stod stille og betragtede den gamle krigsskueplads, kredsede hans tanker kun om, at der var mange gode

gemmesteder.

Morten trak buen, lagde en pil til rette og fortsatte forbi en udtørret indsejling, hvor en ubåd med blottede spanter spærrede vejen. Det var en imponerende bedrift at få noget så stort og tungt til at sejle under havets overflade. Den havde kunnet udslette storbyer. Nu lå den så her, en ynkelig, ligegyldig bunke skrot.

”Hvor er vi?” spurgte Jenna.

”Rotterdam Havn måske.” Han havde ikke lyst til at se på hende. Hun havde hovedbeklædningen på og tørklædet foran munden, og det var, som om det ikke længere var for at skjule, hun var en kvinde, men for at dække over forfaldet. Hun var et blevet til et intetkønsvæsen med indsunkne kinder, dybtliggende øjne og en spids hage. Han fattede ikke, nedbrydningen var sket så hurtigt. Deres seneste måltid var den fordærvede gribs seje kød, som hun havde kastet op. Det havde også boblet i hans mave, men han havde holdt det i sig.

”Hvor langt er vi så nået?” Jens Holger skævede op til ham.

”Omtrent halvvejs.” I de lange nætter i biblioteket havde han tænkt på netop dette sted som et vigtigt fikspunkt, hvor han med glæde ville have kunnet konstatere, han havde gået halvdelen af vejen. Det var så længe siden, i en helt anden livstid.

”Halvdøde halvvejs …” sagde Jens Holger og så på ham med et blik, der sagde så meget som: Hvad er vi så, når vi når helt frem?

Snart befandt de sig igen i et landskab, hvor der ikke var spor af noget menneskeskabt, den grå ørken til den ene side, den mørke sump til den anden. Det lignede urtiden, som han forestillede sig den, før planktonets æra, før de første spirers tid.

Morten så en lille skygge foran sig og kiggede op. Og der var de så, for første gang, kredsende over dem, som om de var kommet for at hævne deres artsfælle. Han forstod ikke, hvordan de vidste det. Var det måden, de vaklede af sted på, eller var det, fordi gribbene med deres overblik kunne se både jægerne og byttet og var alt for klar over, hvor det bar hen ad.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kontakt | Om forfatteren | Dine øjne tåler ikke synet | Made in Cuba | Somas og Thomas | Laudrup af Kosova

Copyright © 2015 Preben Haarup - All Rights Reserved.