Laudrup af Kosova Baggrund
Preben Haarup

PREBENHAARUP.DK

Baggrund

 

I 2001 og 2002 var Preben Haarup i Kosova som journalist for 3F's Fagbladet for at dække ASF-Dansk Folkehjælps genopbygningsarbejde. Krigen var ophørt, men alt bar stadig præg af den, mange huse var sønderbombede eller nedbrændte, UNMIK (United Nation's Mission In Kosovo) havde på det tidspunkt omtrent 50.000 soldater udstationeret, og militære køretøjer og soldater var en del af gadebilledet.

 

I 2002 var en af Prebens opgaver at interviewe en kosova-albansk kvinde, der havde fået doneret penge til at få sit hus i Gjakovë genopbygget. Preben og fotografen Søren Zeuth satte kvinden stævne i huset. De ydre og indre mure var blevet bygget op, og de tre gik ind i stuen, der var helt grå og nøgen. Kvinden begyndte at græde, uden lyd, tårene løb fra hendes øjne, og det gjorde de uden ophør den næste halve time, mens hun fortalte, hvad der var foregået i stuen.

 

Efter at NATO i foråret 1999 begyndte af bombe jugoslaviske mål, og kampene, fordrivelsen og udrensningerne intensiveredes i Kosova, levede hun, de andre kvinder, ældre, børn og en mentalt retarderet mand fra hendes familie i skjul i en kælder i et nærliggende udhus. Alle mændene gemte sig eller kæmpede for UCK (Kosovas Befrielseshær) i bjergene. En dag fandt serbiske betjente ledsaget af paramilitære dem i kælderen. De gennede dem op og ind i stuen, hvor vi tre år senere stod og talte med hende. Her voldtog de kvinderne og pigerne på skift, hvorefter de kommanderede dem at stille sig op ad væggen. Serberne åbnede ild. Sytten døde, kun to overlevede. Den ene var kvinden, som vågnede såret, efter at serbene var gået igen og havde sat ild til huset. Det lykkedes hende at kravle ud, og nu stod hun så her og fortalte os, at hendes mand og de fleste af de andre mænd fra hendes familie også var døde under kampene. En journalist burde nok have spurgt: "Hvordan har du det med at skulle bo her, at skulle leve i denne stue?" Men Preben stillede ingen opfølgende spørgsmål, og fotografen havde heller ikke noget at tilføje. På vej ud takkede kvinden dem mange gange for, at deres land havde været så generøse at genopbygge hendes hus, og hun håbede, at andre kunne lære noget af, at hun nu havde videregivet sin historie.

 

Den anden overlevende var dreng, som flygtede ud ad et vindue og senere nåede frem til en flygtningelejr i Albanien. Den dreng blev til hovedpersonen Sinbad i Laudrup af Kosova, som Preben begyndte at skrive kort efter hjemkomsten til Danmark. Og massakren af kvindens familie er gengivet i bogen, som hun fortalte den.

 

 

 

 

 

 

 

Kontakt | Om forfatteren | Dine øjne tåler ikke synet | Made in Cuba | Somas og Thomas | Laudrup af Kosova

Copyright © 2015 Preben Haarup - All Rights Reserved.