Made in Cuba Baggrund
Preben Haarup

PREBENHAARUP.DK

Baggrund

 

Efter at have færdiggjort sin uddannelse som journalist i sommeren 2003 tog Preben Haarup til Havana. Han var åben for at bosætte sig i byen, men efter bare tre måneder rejste han desillusioneret tilbage til Danmark.

 

I begyndelsen boede Preben til leje hos en spanskcubansk familie på gaden San Lazaro, der ligger i bydelen Vedado, og under sit ophold omgikkes han næsten udelukkende cubanere, primært universitetsstuderende og jineteros (cubanere, der ernærer sig af turister ved at sælge alt mellem himmel og jord – og sig selv). Preben oplevede en meget stor gæstfrihed og blev ofte inviteret hjem til folk, hvor de delte de smuler, de havde, med ham. Og efterhånden, som han lærte nogle af dem bedre at kende, åbnede de sig for ham. Alle som en led de under at bo i et kommunistisk diktatur, hvor bare det at udtale sig kritisk om Fidel Castro og hans system var nok til langvarig fængselsstraf, og selvom de elskede deres land og folk, ønskede hovedparten at forlade Cuba for at prøve lykken i USA eller Europa.

 

Trods den store generøsitet fra folk lurede der hele tiden en mistanke i Prebens baghoved: Er de så flinke over for mig, fordi de synes, jeg er en fin fyr, der oprigtigt interesserer sig for dem og behandler dem som ligeværdige, eller er de bare ude efter de penge, de tror, jeg har masser af? I 2003 var den gennemsnitlige månedsløn fjorten dollars, og kunne man liste tusind kroner ud af en turist ved at foregive at være hans ven, ville det svare til en årsløn i Danmark.

 

Den følelse af ikke at vide, om en person er, hvad vedkommende giver sig ud for at være, er gengivet i romanen. Og plottet i Made in Cuba er baseret på den virkelige oplevelse af, at mange var villige til at gøre hvad som helst for at slippe væk.

 

Hen mod slutningen af sit ophold inviterede Preben et afrocubansk par til middag. Aftenen forløb fint. Da gæsterne var gået, henvendte udlejeren sig til ham og sagde: "Hvad tænker du på? Jeg har sagt til dig, at du ikke skal omgås de sorte. Det er min pligt at passe på dig, og jeg forbyder dig at se dem igen. De sorte mænd laver ikke dagens gode gerning, de drikker fra morgen til aften, stjæler med arme og ben og sælger deres kvinder til højestbydende."

 

De sidste tre uger i Havana boede Preben til leje et andet sted, og han tænkte, at hvis han en dag skulle skrive en roman om Cuba, måtte det racistiske aspekt indgå. Made in Cuba udkom i 2011, og skal man læse romanen rigtigt, skal man vide, at den er et billede på, hvordan tingenes tilstand var i 2003 – meget har ændret sig siden. Man bør også vide, at genrebetegnelsen spændingsroman ikke er helt retvisende. Spænding er der skam, men det er også en udviklingsroman, og den er mættet af socialrealisme og tager stilling til det politiske system i Cuba.

 

 

 

 

 

 

Kontakt | Om forfatteren | Dine øjne tåler ikke synet | Made in Cuba | Somas og Thomas | Laudrup af Kosova

Copyright © 2015 Preben Haarup - All Rights Reserved.