Om forfatteren
Preben Haarup

PREBENHAARUP.DK

Preben Haarup Amager Strandpark

Preben Haarup (f. 1967) er født og opvokset i Silkeborg. Hans storebrødre, Peter og Henry, mente, at børnehaveklasse ville være spild af tid for deres lillebror, de havde jo selv lært ham at spille skak og regne – han var klar til skolen. En skolepsykolog vurderede, at han var for umoden, men brødrene trumfede deres vijle igennem over for forældrene og skolevæsnet, og Preben begyndte i 1. klasse som seksårig. De tre brødre var stolte over deres sejr. Hvad lærerne, der kom til at stå model til arrangementet, syntes, er en helt anden historie.

 

Som nittenårig tegnede Preben kontrakt med hæren og kom på Hærens Kampskole i Oksbøl for at blive uddannet til kampvognskommandør. Den hårde træning omfattede orienteringsløb. Første gang fik Preben hurtigste tid af alle, og de andre aspiranter betragtede ham som et unikum af en kortlæser. En uges tid senere for Preben vild i skoven under det næste orienteringsløb og blev først fundet efter mørkets frembrud af et eftersøgningshold. Efter knap ét år annullerede Preben kontrakten med hæren, en kombination af tiltagende rygproblemer og for meget kæft, trit og retning gjorde udslaget.

 

I 1989 blev Preben ansat som programmør hos TDC i Aarhus. I 1994 fik han afslag på en ansøgning om orlov og sagde op. Det følgende år rejste Preben i Sydøstasien og gik på Danebod Højskole.

 

I 2003 dimitterede Preben som journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og samme år debuterede han som forfatter med ungdomsromanen Laudrup af Kosova.

 

Preben Haarups forfatterskab er kendetegnet ved, at han i sine værker kombinerer spænding med udvikling. Hans hidtidige romaner har alle rejsen som motor; af mere eller mindre tvungne årsager må hovedpersonen forlade kaos eller stagnation i sin hjemby og drage ud for at vinde nyt land på det ydre og indre plan. Preben er primært inspireret af amerikanske forfattere som Ernest Hemingway, James Ellroy og Cormac McCarthy, og som sine forbilleder har han en kontant, stram skrivestil krydret med en rå eller mørk tone.

 

Preben Haarup bor i København og har sammen med Maja Topsøe-Jensen sønnen Silas.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kontakt | Om forfatteren | Dine øjne tåler ikke synet | Made in Cuba | Somas og Thomas | Laudrup af Kosova

Copyright © 2015 Preben Haarup - All Rights Reserved.